Axel Borup-Jørgensen:
En biografi
Jens Brincker

Axel Borup-Jørgensen blev født i Hjørring, men voksede op i Sverige, hvortil hans familie flyttede, da han var 2½ år gammel. Han fik sin første klaverundervisning i hjembyen Mjölby, og han fortsatte med klaverstudier i Stockholm, mens han gik i gymnasiet i Linköping. 1944 tog han studentereksamen og aftjente umiddelbart efter 1½ års værnepligt, da faderen, der var forretningsmand, havde taget svensk statsborgerskab. Opvæksten i Østergötlands og det nordlige Smålands natur og en nær kontakt med svensk kultur gennem radio og læsning fik afgørende og varig indflydelse på Axel Borup-Jørgensens kunstneriske udvikling.

1946 vendte Borup-Jørgensen tilbage til Danmark som studerende ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med klaver som hovedfag og supplerende timer i instrumentation hos Poul Schierbeck i forårssemestret 1949 og efter dennes sygdom og død Jørgen Jersild i forårssemestret 1950. Denne undervisning var sammen med Niels Viggo Bentzons indføring i musikkens former afgørende for, at komposition efter 1948 overtog klaverspillets rolle som det centrale i Axel Borup-Jørgensens kunstneriske gerning. Nogle af hans værker fra konservatorieårene, Lille serenade op. 1 og Concertino op. 3,1, blev opført ved Ung Nordisk Musikfest i Oslo 1948 og Stockholm 1949.

Efter musikpædagogisk eksamen etablerede Axel Borup-Jørgensen sig som klaverlærer. Han underviste på institutioner og havde privatelever, og sammen med familiære forpligtelser var det med til at isolere ham fra ny musik-miljøet i København. Ændringer i den familiære situation 1958 betød, at han kunne vie mere tid til den ny musik. 1959 tog han til den moderne musiks europæiske Mekka, Darmstadt, hvor han (efter råd fra sin tidligere medstuderende Knud Høgenhaven fulgte Wolfgang Fortners kurser. Her fik han en bekræftelse på den udvikling, han var inde i med f.eks. Præludierne for klaver op. 31,1 (1958-59). Han spillede nogle af dem ved et af Fortners kurser, og Fortner mente, at Axel Borup-Jørgensens udvikling ”virkede rigtig”.

Igen i 1962 var Borup-Jørgensen i Darmstadt, men han vendte hverken tilbage som serialist eller som elektronkomponist. Axel Borup-Jørgensen var allerede på sporet af sin egen tidssvarende udtryksform, og Darmstadt betød for ham ikke et opbrud, men en bekræftelse, hvor ikke mindst Ligetis tidlige orkesterværker med deres stærkt opdelte strygerstemmer var en inspiration for Borup-Jørgensens orkesterværker fra 1960’erne.

I 1960’erne blev Axel Borup-Jørgensen en del af det danske ny-musik miljø sammen med kolleger som Ib Nørholm, Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Henning Christiansen og Finn Savery. Med Per Nørgård som formand forandrede de Det Unge Tonekunstnerselskab fra en københavnsk koncertforening til en landsdækkende turnévirksomhed, der udbredte kendskabet til ny musik og fik aflæggere i universitetsbyerne Aarhus, Odense og Aalborg. Borup-Jørgensen påtog sig kassererens utaknemmelige hverv i dette samarbejde, og han bidrog med strygekvartetten Torso op. 54, 1965 til DUT’s turnevirksomhed. DUT stod i disse år også for en åbning mod det internationale kunstliv, f.eks. fluxus bevægelsen, hvor Axel Borup-Jørgensen fik kontakt med den tyske fluxuskunstner Joseph Beuys.

 

I offentligheden blev Borup-Jørgensen især kendt, da han med Nordisk Sommerpastorale vandt førsteprisen i den konkurrence om et kort orkesterværk, som Danmark Radio afholdt 1964 under stor mediebevågenhed. Med førsteprisen fulgte en bestilling på et stort orkesterværk i anledning af Radiosymfoniorkestrets 40-års jubilæum, nemlig værket Marin, som Borup-Jørgensen arbejdede på frem til 1970, hvor det blev uropført af Herbert Blomstedt og Radiosymfoniorkestret, præmieret af det internationale Rostrum of Composers i Paris og senere spillet af Francis Travis og Stockholm Filharmonikerne som afslutningsværk på Nordiske Musikdage 1978 – desværre i en utilstrækkelig opførelse, der skyldtes orkestrets uvilje mod ny musik.

Marin blev en milepæl for Axel Borup-Jørgensen som komponist. Kompositionen og renskrift af partitur og stemmer krævede en enorm arbejdsindsats – omkring 6500 timer eller mere end 3 normale arbejdsår, hvoraf hovedparten blev ydet ved 16 timers daglig indsats i 1969 og 70. Efter Marin undgik Borup-Jørgensen de store orkesterbesætninger med stærkt opdelte strygerstemmer og koncentrerede sig i stadig højere grad om kammermusikalske besætninger.

 

 

Derimod mærkes den tendens mod en enklere udtryksform – det være sig modernismens ”ny-enkelhed” eller en neo-klassicisme – som prægede dansk musik efter 1970’erne ikke i Borup-Jørgensens værker. Hvor der er tale om enkelhed, skyldes det pædagogiske hensyn til amatørmusikere eller studerende, enten som decideret undervisningsmusik eller som udarbejdelsen af et musikalsk materiale i versioner af forskellig sværhedsgrad.

Axel Borup-Jørgensen levede et stilfærdigt liv som komponist, klaverlærer og flittig koncertgænger. Han fortsatte med at udvikle sin personlige stil, gerne i tæt samarbejde med instrumentalister, der kunne hjælpe ham med at realisere hans ideer om nye spillemåder og nye klangmuligheder fra traditionelle instrumenter som blokfløjte eller guitar. Med den konsekvens og vedholdenhed, der i mere end 60 år karakteriserede hans musik, arbejdede han sig frem mod en stadig øget klarhed, koncentration og nuancering af udtrykket.